Overvejer du at bruge din hanhund i avlen?

Skrevet den
Arcus

Overvejer du at bruge din hanhund i avlen. Han er jo verdens dejligste! Måske synes du, at det kunne være sjovt, hvis han skulle være far. Måske vil du gerne have hund nummer to, og det må gerne være en hvalp efter din dejlige hanhund. Eller måske mener du, at din hanhund kan bidrage med noget godt til avlen af vores dejlige race.

For en antalsmæssig lille race som Chodsky Pes, er det vigtig, at have mange hunde i avlen, så den avlsmæssige population ikke bliver for snæver. Derfor er det fint, at du lader din hanhund blive brugt i avlen, HVIS han er egnet til det.

Jeg vil forsøge, at give et lille indblik i de tanker og overvejelser, der følger med at stille sin hanhund til rådighed for avlen. Men vi vil også opfordre dig til at søge mere viden, f.eks. via links på siden her, bøger, andre hjemmesider og dialog med en erfaren opdrætter eller raceklub.

1 Avlsrestriktion

Hanhunden skal have normale testikler på normal plads.

2 Very Good eller Excellent på en udstilling

Deltag i en udstilling.

Der findes også uofficielle skuer, men de gælder ikke til avlsgodkendelse.

Tilmelding via www.hundeweb.dk . Vælg Chodsky Pes.

Bemærk, nu kommer alle de uofficielle udstillinger/skuer også op, når du skal vælge en udstilling.

Til en udstilling skal din hund kunne trave, stå og finde sig i at dommeren rører ved hunden og tjekker dens tænder. Det kan være en meget god idé, først at gå til lidt ringtræning – så i kan øve jer og få lidt at vide om, hvordan en udstilling foregår.

3 HD og AD

I mange lande undersøger de deres hunde for HD og AD. Det har vi ikke krav om i Danmark. Men det er en anbefaling fra Dansk Chodsky Pes Klub og det er er krav i flere andre lande, herunder hjemlandet Tjekkiet.

Derudover mener jeg, at man har et ansvar overfor racens sundhedsstatus, hvis man vælger at avle.

Husk at købe rekvision inden undersøgelsen, så resultatet kan registreret på Hundeweb.

Mentalbeskrivelse

Dette er også et krav for racen i fx Sverige, i Danmark er det en anbefaling. Igen tænker jeg, at man bør udvise ansvar, når man vælger at anvende sin hund til avl. Derfor bør der være en kendt mentalbeskrivelse på hunden inden avl, så man kan sammenligne med tævens beskrivelse. Hundene skulle meget gerne komplettere hinanden.

FÅ EN PARRINGSAFTALE

Vis din hanhund frem.

Deltag i udstillinger og andre aktiviteter, så din hanhund viser hvad han kan og hvad han kan bidrage med i avlen.

Parringsaftale

Det er oftest tæveejeren, der kontakter hanhundeejeren og spørger om I kan få en aftale om parring. Husk at du som hanhundeejer har ret til at sige nej.

Tæveejeren har sandsynligvis studeret stamtavler, sundhed, eksteriør og andet inden kontakten til dig. Men du bør også sætte dig ind i tingene, før du siger ja. Du kan jo starte med at spørge, hvorfor tæveejeren gerne vil bruge din hanhund. Det er tæveejeren, der har det formelle ansvar for hvalpene. Men du har også et moralsk ansvar, så sig kun ja, hvis du mener det er en god kombination.

Ud over sundhed, linier og lignende som man kan søge oplysninger om via hundeweb, så er temperament også vigtig. Du kender selv din hanhund og ved hvilket temperament han har. Men tævens er du nødt til at spørge ind til, du kan evt. bede om, at møde hende inden en endelig aftale.

Lav en skriftlig parringsaftale med tæveejeren. Aftal vilkårene på forhånd. Dansk Kennel Klub har en formular, som du kan benytte.

Undgå matadoravl og indavl

Det er vigtigt for racens sundhed. Sig ikke ja til en parring, hvor indavlskoiff. er for høj. Lad heller ikke din hanhund lave for mange hvalpe, undgå matadoravl.

Grænsen for matadoravl er 17 hvalpe. Men hvis man sørger for at lave kombinationer med lav indavlskoiff. (0% i 3. led), så er det i orden at få op til 25 hvalpe. Din hanhund bør max. få 25 hvalpe i Danmark. Men derudover kan han godt bruges til parringer i udlandet.

Den gode kombination

En hund bør selvfølgelig ikke bruges i avlen, hvis den har en arvelig sygdom eller andre alvorlige defekter. Men den behøver ikke være perfekt. Hvis din hanhund har en ”svaghed” f.eks. højt ansat hale eller ikke ret tydelige aftegn – så bør han IKKE parres med en tæve, der har den samme svaghed. Det er kombinationen, der er vigtig, og din hanhund kan sagtens have andre ”stærke sider”.

Det er vigtigt både for det enkelte kuld og for den fremtidige avl, at vælge den tæve, der er en god kombination til din hanhund.

HUSK den mentale side! Brug kun hunde til avl, der har et temperament, som du gerne vil give videre til hvalpene.

Tag det roligt

Det kan også være en god idé, at se hvordan et hvalpekuld udvikler sig, inden du lader din hanhund parre igen. Måske udvikler hvalpene sig ikke helt som ønsket – det betyder ikke, at din hanhund ikke kan bruges igen, men måske skal du så overveje, at sige ja til en anden type tæve og så igen se om disse hvalpe udvikler sig anderledes.

Da du jo også skal tage hensyn til matadoravl, så kan din hanhund kun parre et begrænset antal gange. Så tag det roligt, lad der gå lidt tid imellem parringerne så du kan nå at se resultatet = hvalpene og vælge de tæver, som din hanhund giver bedst mulig kombination sammen med. Alt efter hvor mange hvalpe, der kommer i kuldene, så kan din hanhund måske kun parre 3-5 gange i Danmark.

Alder og erfaring

En Chodsky Pes er først psykisk fuldt udviklet omkring 2 års alderen, så derfor kan det være en god ide at vente med at bruge ham i avlen til han er omkring 2 år gammel.

Derudover kan det være en god idé, hvis den første parring bliver med en erfaren tæve. Der er ikke noget i vejen med at lade to uerfarne hunde parre, og det kan da også sagtens lykkes. Men der er en risiko for, at de to uerfarne hunde ikke kan få det til at lykkes, og så står man med en skuffelse.

Forplantningsevne

Det kan være en god idé at få din hanhund undersøgt, sædkvalitet o.lign. – hvis han f.eks. er gammel, hvis han har slægtninge som er sterile, eller hvis han har parret, men tæven gik tom.

Det er opdrætterens ansvar, at der i avlen kun anvendes hunde, der kan parre sig naturligt samt føde og opfostre hvalpe på naturlig vis.

Følg med og vær ansvarsbevidst

Der kan hele tiden komme ny viden og information – både omkring racens sundhed, men også om din hund.

Du kan pludselig få ny viden om din egen hund – via en undersøgelse, en prøve, sundhed eller måske en af hans hvalpe. Hvis der dukker noget op, så vis ansvarsbevidsthed og tag stilling til om din hanhund måske skal tages ud af avlen.

Du bør som hanhundeejer følge hvalpenes udvikling til voksne hunde og derudfra løbende vurdere din hund som avlshan.

STÆVNEMØDET

Før stævnemødet

De praktiske ting skal aftales. Hvornår forventes tæven at skulle parres, hvor skal det foregå, hvad koster det, er der en gratis omparring med i prisen osv. Vi anbefaler en skriftlig parringsaftale, men denne bliver typisk først underskrevet, når parringen har fundet sted – husk derfor at aftale alle disse ting inden parringen, så I er enige.

Det er helt op til de to parter, hvad der skal aftales. Du kan som hanhundeejer have nogle idéer om, hvad du vil kræve – og det kan tæveejeren jo også have. I skal bare blive enige, ellers bliver der ikke nogen aftale om parring. Det er vigtigt at have det på det rene i god tid før parringen, så begge parter ved, om der er en aftale eller ej.

Jeg kan fortælle, hvad der er ret almindeligt – men I jo kan sagtens aftale noget andet.

Det er, at tæven kommer til hanhunden, når der skal parres. Tæven er typisk på besøg et par timer og kører så hjem igen, for evt. at komme igen en eller to dage efter. Aftal hvor tit tæven må komme på besøg. Det kan også aftales, at hanhund eller tæve kommer på en lille ferie hos hinanden, hvis forholdene er til det.

Tæveejeren kan hos dyrlægen få foretaget nogle prøver, der fortæller hvilke dage, der er de rigtige at få parret på. Dette synes jeg godt man kan stille, som krav til tæveejeren. Hvis en naturlig parring ikke lykkes, kan man ty til en inseminering. Aftal på forhånd om dette er acceptabelt for begge parter – DKK anbefaler at holde sig til den naturlige parring.

Betalingen til hanhundeejeren er almindeligvis et beløb for parringen og et beløb per hvalp. Der kan også være tale om ét fast beløb. Tænk på forhånd over, om du vil kræve parringsbetaling, hvis denne ikke lykkes – du har som hanhundeejer ret til at kræve denne betaling, selvom parringen ikke lykkes, det er jo ikke sikkert, at det er din hanhunds ”skyld” og du har gjort indsatsen / haft ulejligheden med at forsøge. Aftal også hvornår prisen per hvalp skal betales, – tæveejeren har en del udgifter i starten.

Stævnemødet

Når dagen oprinder HUSK da at være tålmodig! Nogen gange går der kun få minutter før det lykkes, men andre gange skal man vente i timer. Lad hundene være frie sammen, men på et afgrænset område, så I kan holde øje med dem.

Hvis tæven er meget afvisende, så skal I ikke lade dem prøve for længe – det er ikke sjovt for tæven og du risikerer, at din hanhund ikke tør gøre tilnærmelser en anden gang.

Det kan være, at tæven er kommet på besøg for tidligt og ikke helt er klar. Så aftal, at hun kan komme på besøg igen dagen efter. Men det kan også forekomme, at det er bekræftet med en test hos dyrlægen, at det er den rigtige dag, og tæven alligevel ikke vil!

Afvisningerne kan også være en del af ”spillet”. Hold øje med din hanhund, så længe han ikke mister modet og gejsten, så er det acceptabelt. Nogen gange skal de prøve til mange gange, før det lykkes. Hold evt. en pause – skil hundene ad, lad f.eks. tæven vente i bilen – og drik en kop kaffe, der er sikkert en masse at snakke om. Så kan I prøve igen, måske lykkes det nu.

Når det lykkes, så hænger hundene sammen. Derefter vil hanhunden hoppe ned til den ene side og dreje det ene bagben med. Måske har han brug for lidt hjælp. Så står de hale mod hale. Støt dem medens de hænger sammen – mest for at de skal stå roligt og ikke gøre skade på hinanden.

Nogle tæver kan ikke lide det og forsøger at slippe fri, men det tager den tid som det tager. Det er meget forskelligt hvor længe – det kan være fra ganske kort tid og op til f.eks. 30 minutter.

Efter stævnemødet

Nogle hanhunde bliver ”høje” af at have parret og kan i dagene efter være lidt mere ”på dupperne” overfor tæver, og måske også overfor hanhunde. Det fortager sig dog oftest efter er par dage. Andre hanhunde virker slet ikke påvirket af oplevelsen.

Har man mulighed for det, kan det være hyggeligt at besøge hvalpene, når de er født. Se om de ligner din hanhund og evt. følge med i deres udvikling. Det kan også være vigtigt i forhold til at vurdere din hanhunds evne til at bidrage med noget i avlen og måske dit valg af hvilken type tæve, du siger ja til næste gang.

Tips og links

  • Overhold klubbens avlsrestriktioner og avlsanbefalinger – vis ansvar!
  • På DKK’s hjemmeside kan man finde forskellige anbefalinger til avl
  • Læs også gerne DKK’s etiske anbefalinger til avl
  • Søg råd hos en erfaren opdrætter.
  • Vær medlem af DKK, så får du adgang til hundeweb
  • Find DKK’s parringsaftale og parringsbevis på deres hjemmeside.
  • Læs bogen: ”Hundeopdræt – med omhu og omtanke” af Hanne Mathiasen, den kan lånes på biblioteket og har også god information til hanhundeejeren