Af Helene Eriksen, som har Ronja
En tilfældig begyndelse
Det var ret tilfældigt, at jeg fik en Chodsky Pes, for jeg har egentlig altid gerne villet have en schæfer. Men da min mand var bange for schæfere, måtte jeg finde en anden hund. Jeg mødte så helt tilfældigt en fin lille Chodsky Pes-tæve og tænkte, at sådan en måtte jeg kigge nærmere på. Jeg læste om racen og kunne godt se, at tæverne kunne have lidt svært ved bidearbejde, men ellers lød det lige som en hund for mig.
Selvom jeg havde læst om racen, troede jeg, at jeg ville få en hund, der mindede om en schæfer, men der tog jeg helt fejl. Ronja var glad, fjollet og meget glad for at samarbejde – når det lige passede hende, for hun var i den grad også meget let afledelig. En helt anden type hund og ikke nær så pleasende som en schæfer, men til gengæld en helt speciel og sjov lille hund.
De første skridt i træningen
Ronja var den sødeste og kæreste lille hvalp, og hun ville rigtig gerne arbejde og var bestemt klar til godbidder og træning. Vi startede først i politihundeforeningen, og spor og lydighed gik fantastisk, men bidearbejdet havde hun svært ved – som jeg jo godt vidste – men jeg var ikke klar over, hvor svært det ville blive.
Rigtig mange troede, at hun manglede mod, på samme måde som hvis det havde været en schæfer, men det, hun manglede, var i virkeligheden motivation. Jo mere forsigtig figuranten var, jo dårligere gik det. Hvis de til gengæld var sjove og frække og pressede hende, gik det bedre. Det gjaldt også i apporten og i boldlegen. Hvorfor skulle hun bide og holde fast? Hvorfor skulle hun løbe med apporten i munden, når den først var fanget? Det sjove for hende var at fange byttet, bestemt ikke at beholde det i munden. Den store udfordring og det store spørgsmål var for mig, hvordan jeg skulle få hende til at forstå, at det også kunne være sjovt.
En ny tilgang til træningen
Jeg fik kontakt med en dygtig bidefigurant, der fik mig til at forstå, at jeg skulle få mere glæde i hende ved selv at vise mere glæde, og det skulle ske gennem leg, leg og mere leg. Så jeg måtte først selv lære at lege, for at Ronja kunne se meningen med træningen. Jeg hoppede og sprang og løb, og gennem legen fik jeg hende interesseret i at løbe og hente ting. Nu begyndte apporten at komme på plads, og hendes lydighed blev langt flottere.
Biddet var stadig en udfordring, fordi hun ikke holdt fast, og jeg måtte tænke ud af boksen. Jeg begyndte på klikkertræning for at få hende til at forstå, at hun skulle gribe styret, bide dybt og holde det fast, indtil jeg sagde fri. Godbidder var den bedste belønning, så i starten brugte jeg det. Og til bidetræning blev bidefiguranten den allerbedste legekammerat. Der var ingen tvivl om, at hun havde en fest, men hun havde stadig et slapt greb og faldt derfor af styret eller ærmet, især hvis hun ikke var opvarmet.
Vejen til IGP-verdenen
Jeg vurderede, at hun havde brug for mere klare rammer og rutiner, så vi bevægede os mere og mere i retning af IGP-verdenen, hvor hun kan få lov at gø ad figuranten før biddet. Det giver hende en bedre struktur og opvarmning. Mens vi kæmpede med biddet, blev lydigheden og sporet bedre og bedre, så jeg besluttede at deltage i nogle lydighedskonkurrencer. Det blev til en 2. plads i DM i Begynder B i 2023 og en 4. plads i IGBH3 DM i 2024 samt en præmie for ”bedste samarbejde”.
Vi skiftede på et tidspunkt figurant, og det hjalp Ronja, at der kom nye øjne på hende. Det blev mere og mere tydeligt, at figuranten skulle give hende en vis attitude, for at hun blev siddende fast. Langsomt blev rutinerne i IGP-arbejdet indarbejdet, og Ronja blev mere og mere stabil. Vi var derfor klar til en IGP på hjemmebane.
IGP1 – En stor milepæl
Den tog vi i øsende regnvejr i efteråret 2024, hvor vi fik 98 ud af 100 i spor, 97 ud af 100 i lydighed og 92 ud af 100 i bidearbejdet. Det hedder i IGP-verdenen ”fortrinligt” og er det højeste prædikat, man kan få, så jeg var meget stolt. Ronja blev dermed den første tæve i Danmark, der har taget en IGP1.
DM og nye udfordringer
Da vi nu havde klaret en IGP1 på hjemmebane, syntes jeg, det var tid til at se, om vingerne kunne bære til en udebane. Det passede med, at der var et DKK IGP1 DM for blandede racer i Hobro, så jeg besluttede at træne frem mod det. Til DM gik det rigtig godt med spor og lydighed, hvor vi fik hhv. 98 og 95 point. Til biddet faldt hun af to gange, men hun sprang på igen med det samme, så vi endte med 78 point og en kommentar fra dommeren om, at det i hvert fald ikke var mod, hun manglede, fordi hun kom så hurtigt på igen.
Pointmæssigt blev det til en 4. plads, men da vi var flere med samme antal point, endte vi på en 6. plads ud af 15, da lige point bedømmes efter point i biddet. Derudover fik vi en pokal for dagens bedste Chodsky Pes, sponsoreret af Chodsky Pes Klubben. Det var lidt specielt, da vi jo var den eneste Chodsky Pes, men da vi også fik en pokal for ”dagens mest frejdige hund i lydighed” sammen med en meget fin kommentar fra dommeren om, at det var meget velfortjent, så var jeg nu alligevel ret stolt af min lille Chodsky Pes-tæve, som havde klaret sig så fint imod én Malinois og 13 schæfere.
Hvad nu?
Da vi kom hjem, viste det sig, at Ronja havde fået en spytcyste under halsen, og hun blev opereret kort efter DM. Det betød, at vi måtte aflyse en ny IGP1 til kredsmesterskabet i schæferhundeklubben, som lå omkring en uge efter operationen. I stedet deltog vi i lydighedsdelen af en IGP1 (UPR1) og kan nu kalde os kredsmestre i en UPR1 med 97 point.
Politihundetræningen har jo været lagt til side i den tid, vi har arbejdet frem mod IGP1, så nu overvejer vi, om vi skal se, om hun er blevet mere klar til den type bidearbejde, der er i PH, eller om vi skal gå videre i IGP-verdenen. Det må den kommende tid vise. Vi er i hvert fald klar til nye udfordringer. 😊
Kontakt
Send mail til Helene Eriksen, hvis du har nogle spørgsmål.
