Min vej til kåringen med Gero.
Af Anja Mortensen, ejer af Gero
Starten
Det hele startede cirka for 6 år siden, hvor jeg gik og snakkede med en kollega om hvilken hunderace, jeg godt kunne tænke mig efter Harpo min hvide schweiziske hyrdehund. Han havde fået en skade i skulderen og kunne ikke bruges i konkurrence mere. Han var cirka 6 1/2 år gammel, og omkring 4 år da han blev kåret i politihundeforeningen (ph). Så det var ikke så længe vi fik lov til at gå til konkurrence sammen.
Men for at komme tilbage, sagde min kollega om jeg havde set den nye hunderace der lignede en mini schæfer. Det havde jeg ikke, så viste hun mig den på nettet. Jeg blev bare solgt med det samme, da jeg så den. Det var en chodsky pes. Da jeg kom hjem fra arbejde, begyndte jeg at læse om den og fandt ud af at det var lige sådan en hund jeg kunne tænke mig, men ikke kunne få. De var ikke var registreret i DKK, så enten skulle jeg skifte klub eller finde en anden race. Der stod godt nok at de var i gang med at se om de kunne få den godkendt. Men der kunne jo gå mange år inden det lykkedes.
Så glemte jeg alt om den for Harpo skulle jo gå og nyde sit otium. Så jeg havde masser af tid til at kigge på andre hunderacer. 4 år senere kunne jeg godt mærke, at det ikke varede længe før Harpo ikke kunne mere. Da havde jeg fundet frem til 3 forskellige hunderacer. En aussi, en forslog mig en kelpi, men det var ikke en hund der helt var min type og den sidste en grå schæfer, som min mand har som træningshund. Men heldigvis kom jeg i tanke om chodsky pes igen og tjekkede om hvordan det gik med at få den registreret i DKK. Minsandten om den ikke var blevet registreret i mellemtiden i x registeret juhu.
Det næste skridt var at få fat i Tina som er racerepræsentant, og forhøre mig om hun mente at en chodsky pes ville egne sig til at træne i ph. Det mente hun at den godt kunne og så foreslog hun mig til at tage med til træf på Fyn. Det gjorde vi så, min mand og jeg. Der så vi en hel masse chodskyer og deres mennesker, som var mere end villige til at fortælle om deres hunde. Blandt dem var der to hunde der fangede min opmærksomhed. Den ene var Odin fra Schweiz som ejes af Peter. Ham fik vi en rigtig god snak med angående bidearbejde og træning af en chodsky, og han mente også at man godt kunne træne i vores program.
Den anden vi lagde mærke til var Kuno, som ejes af Janni, den sad bare ved Janni og var fuldstændig ligeglad med de andre hunde og mennesker. Den skulle bare ud og arbejde. Vi fik talt en hel del om træning og hvad jeg gerne ville bruge den til.
Kontakt til Chodsky Pes
Det næste skridt, var så at forhøre mig om en chodsky pes kunne kåres i ph. Den stod jo ikke på deres liste over de hunde der kun kåres i ph. Men da var jeg igen heldig. For, vi havde kredsformanden Egon Bak i klubben, så ham fik jeg til at spørge hovedbestyrelsen om det var muligt. Og minsandten om de ikke sagde ja, men man skulle have en dispensation til kåring, fordi de ikke kunne registreres på deres liste uden en fci godkendelse. Men det kunne jeg godt leve med.
Først i oktober 2017 blev Harpo rigtigt syg, og måtte aflives. Det er aldrig sjovt at tage afsked selvom at man godt ved at den tid kommer. Så da havde jeg en dag hvor jeg mente at jeg ikke skulle have hund igen.
Mor Emma far Kuno
Dagen efter mente min mand at jeg skulle ringe til Tina. Hun ventede hvalpe efter Emma og Kuno. Hvis jeg ikke kunne få en af dem kunne hun sikkert hjælpe mig med at finde en anden kennel. Så heldig kunne jeg jo ikke være at få en hvalp efter dem. Det viste sig, at da jeg ringede 11. oktober, havde Emma lige født og det blev til 3 hanner. 3 hvalpe var ikke mange, så jeg begyndte at holde den største salgstale af mig selv. En eller to dage senere ringede hun og sagde at jeg gerne måtte få en af hvalpene. Jeg var jordens lykkeligste kvinde.
Den 12. november var vi oppe og se hvalpene første gang, 26. november så vi dem anden gang, da spurgte jeg om hun vidste hvilken af dem der skulle blive min, det gjorde hun næsten, hun mente indtil videre skulle det være den med rødt halsbånd. Jeg mente nærmer den blå, så det var lidt spændende hvem vi fik med hjem den 9. december.
Det blev Gero
Da dagen kom, blev det den røde, og hans kaldenavn blev Gero. To dage senere var vi i hundeklubben, plus at vi meldte os ind i dch på deres hvalpehold fordi vores startede første til foråret. I dch fik vi prøvet lidt af hvert blandt andet prøvede vi lidt rally lydighed og lidt agility, da vi var der i to sæsoner.
Træning
I ph startede vi langsomt op, og det første han lærte var halsgivning på kommando af en figurant. Det lærte han lynhurtigt, for folk kunne ikke modstå ham. Så han fik rigtig mange godbidder. Det eneste vi lavede om på var, at de gerne måtte give ham godbidder men han skulle give hals inden han fik dem. Så manglede vi bare at overføre det til fremadsendelser og senere til rundering i skoven.
Da halsgiving var på plads, startede vi med små fremadsendelser i skoven hvor godbidderne blev skiftet ud med en lille bidepølle. Senere da han var fast på forskellige figuranter lavede vi fremadsendelserne længere og længere og til sidst kunne vi lave en kårings rundering.
Det næste vi trænede på var spor. Hvis der er noget Gero elsker, så er det spor. Samtidig trænede vi på genstande hjemme i stuen, nu manglende vi bare genstande på sporene. Gero var så ikke helt enig med mig om at han skulle markere genstande på sporet. Så da fik vi lige en lille opgave, og genstandene skulle gøres mere interessant end selve sporet. Det er så blevet bedre, men han er stadig svær at stoppe på sporet, selvom han får en belønning til sidst på sporet.
Bidearbejdet, startede vi op på et bideskind i en snor da han var lille, jeg holdt meget øje med hans tandskifte. Han skulle jo ikke have en dårlig oplevelse. Efterfølgende bed han i en lille blød bidepølle med snor, og efterfølgende brugte vi blød bide pude med snor, så et blødt bidestyr. Nu bruger vi et hårdt bidestyr som er lige så hårdt som et ærme. Da vi nærmere os kåringen prøvede vi et ærme. Men selv nu træner vi med bidestyr. Hvis Gero elsker noget er det bidearbejde. Nu har vi så lige fået en lille opgave mere, for Gero var super god til at slippe i passiv, men nu mener han hans mor er for langsom til at komme op til bidefiguranten, så vi kan lige nå at bide igen.
Nu manglede vi bare Lydighedsdelen, som bestod af lydighed med snor og uden snor plus apport, spring, halsgivning og afdækning. Da Gero er utrolig arbejdsglad gik det forholdsvis hurtigt med apporten bortset fra at jeg ikke skulle regne med at han ville blive ved med at hente den. Maks 2 gange! Så det var bare at gøre det rigtig fra start. 3 gang lægger han sig ned og kigger på mig ligesom han vil sige, at nu må jeg tage mig sammen. Så bliver det for kedeligt. Lydighed lærte han med masser af godbidder og senere en bold som belønning. Nu manglede vi så spring, men da skulle han lige blive et år inden vi begyndte på det. Dog var der en som sagde at han ikke troede at Gero kunne lære at hoppe så højt, for han var så lille. Men heldigvis fik han ikke ret. Allerede efter cirka 6 gang kunne han med lethed springe fuld højde, hvor Lars stod oppe på nedspringrampen. Bagefter trænede vi ikke mere spring før vi nærmede os kåringen.
I alt hvad vi foretog os var det utrolig vigtigt at bevare arbejdsglæden i Gero. Han skulle ikke presses for hårdt. Og indtil nu er det lykkedes, han har en utrolig arbejdsglæde, og er super at arbejde med.
I mellemtiden sker så det mest fantastiske. Chodsky pes får sin fci godkendelse. Igen tog jeg fat i Egon , om han ikke kunne spørge hovedbestyrelse, om det var muligt at få chodsky pes med på listen af hunde som kunne kåres, da de nu var blevet godkendt i fci. Bestyrelsen læste så om hunden, men de havde aldrig set en. Så de spurgte Egon om den kunne bruges til vores program, og heldigvis mente han sagtens at den kunne bruges. Et stykke tid senere fik jeg besked af Egon at den var kommet på listen.
Lige før jul, som Gero blev 2 år i oktober mente jeg at vi var klar til en prøve kåring. Der var to andre som også skulle op. Vi fik lige nok point, det kneb med lydigheden da jeg blev så nervøs at Gero ikke kunne kende mig. Så jeg brugte en hel masse kommandoer som kostede en masse point. Men rundering og bid gik godt, så vi fik lige nok point til at vi blev indstillet til selve kåringen.
Kåring
En uge senere skulle vi til kåring i Haderslev alle tre. Gero var den første der skulle op,og vi skulle starte med lydighed. Så snart vi kom ind på græsset begyndte Gero at gå med snuden i jorden. Hvis jeg ikke var nervøs så blev jeg det, så det gik fuldstændig galt. Gero ville ikke følges med mig under lydighed da han kunne mærke der var noget galt med mig. Så vi fik kun et point i fri ved fod. Apporten gik heller ikke, for han ville ikke hente den hvis jeg var så mærkelig. I rundering fik vi fuld point, det samme med spor og i bid mistede vi lidt point. Det resulterede i at vi ikke havde point nok til at bestå en kåring.
Jeg blev utroligt ked af det, for jeg havde en hund der kunne alle øvelserne, men problemet var mig.
Jeg blev utroligt ked af det, for jeg havde en hund der kunne alle øvelserne, men problemet var mig. En dag senere kontaktede jeg en som jeg havde snakket med om det med at blive nervøs til konkurrence. Måske hun kunne hjælpe mig. Heldigvis kendte hun en hypnotisør, som hun mente kunne hjælpe mig. Så samme dag skrev jeg til hypnotisøren, om hun mente hun kunne hjælpe mig. Det mente hun nok. Så vi aftalte at jeg skulle have 4 sessioner, plus at jeg selv skulle arbejde med selvhypnose derhjemme.
Efter jul blev jeg spurgte om jeg var klar til en ny prøvekåring, det mente jeg ikke da jeg stadig manglede 2 sessioner endnu. Så vi blev enig om at vente indtil den 16. februar, da var jeg helt færdig med sessionerne.
En uge før var der en lokal konkurrence for ikke kårede hunde, den havde jeg meldt mig til for at se om jeg kunne holde nerverne i ro. Og det må man sige, det gik over al FORVENTNING, Gero og jeg havde en fest. Vi tog pokalen for bedste spor, pokalen 1 til 6 som er vores lydighedsdel og sidst men ikke mindst vandt vi pokalen bedste hund på dagen. Og vandt den allerførste konkurrence vi stillede op til med 104 point ud af 110 mulige, jeg var super stolt af Gero.
Det resulterede i at de mente at det fine resultat var nok til at blive brugt som prøvekåring, så jeg blev indstillet til kåring samme dag. Lige pludselig gik det stærkt. Mandag aften fik jeg besked på at kåringsmanden kom onsdags formiddag kl 10 hjemme i vores egen klub. Hvor var jeg glad, på hjemmebane. Det øsregnede næsten hele dagen men Gero og jeg havde igen en fest, selve lydighedsdelen gik meget bedre en første gang, jeg havde sågar overskud til at smile til kåringsmanden. Afdækningen mistede vi så halvdelen af da Gero lige pludselig rejste sig. I apport mistede vi et point da Gero knaldappoterede (gik før kommando), spring og halsgivning fuld point. Det næste var spor, det fik vi fuld point for, også selvom det øsregnede. Bagefter kørte vi til skoven, hvor vi skulle rundere, igen fik vi fuld point.
Den allerførste chodsky pes i dansk politihundeforening.
Så tilbage til klubben hvor vi skulle vente på selve resultatet. Minsandten om det ikke lykkedes vi blev kåret med 98,2 point, som den allerførste chodsky pes i dansk politihundeforening.
Jeg er så stolt af min lille seje dreng, Anja Mortensen