Chodsky Pes nyhedsbrev februar 2024.

Skrevet den

Der har været skrevet om mange af de fantastiske ting der har været indenfor Chodsky verdenen i 2023, så nu ser vi lidt på hvad der sker i 2024.

 

I Finland bliver der i slut september 2024 afholdt en racespeciale, en udstilling kun for Chodsky. Der kommer en invitation ud i starten af 2024.

I Sverige er der ved at blive planlagt et 3-dages seminar om Chodsky Pes i starten af September. Her vil der blive afholdt udstilling med tjekkisk dommer og gået i dybden omkring racen med eksteriør og mentalitet. Vi venter spændt på mere info.

Herhjemme i Danmark har vi også lidt aktiviteter.

– En tur på greyhound banen ved Bjerringbro, det skal vi da igen d. 6. april 2024.

Hundene elsker at komme ud og løbe, samtidig med at alle de 2-benede har mulighed for at hilse på hinanden.

Alle kan være med, stor og lille, ung og gammel 😊

Dette vil foregå MGS, beliggende på Busbjergvej 54, 8850 Bjerringbro.

Vi starter ud med fælles morgenkaffe kl. 9, hvor Chodsky Pes gruppen står for rundstykker. Derefter får hundene lov til at prøve banen, med kyndig vejledning fra en træner. Til frokost vil der være åbent i cafeteriet på banen og der er mulighed for, at købe forskellige ting at spise. Eftermiddag får hundene lov til at komme ud og løbe en gang til. Hundene får altså lov til at løbe 2 gange denne dag 👍

Kom og prøv det, man behøver ikke have en greyhound for, at være med til løb. Til løb og træning er der alt fra helt små hunde, som chihuahua over til terrierer op til Grand Danois. Kort sagt, så er det virkelig for alle!

Banen er indhegnet og der er kun én hund inde ad gangen, men mindre andet er aftalt. Det kræver ingenting ud over, at du melder til og tager din hund med til en sjov og hyggelig dag.

Prisen er 100,- kr pr hund for medlemmer af Dansk Chodsky Pes Klub, 150kr for ikke medlemmer 🐾

Tilmelding foregår til Bitten på telefon 30 27 82 20. Tilmeldingsfrist er d. 18/3-2024.

Pengene overføres til mobilepay på 30 27 82 20 (Bitten Kristensen) med tydelig angivelse af ejers navn og antal hunde, hundens navn og alder. Tilmelding er først gældende, når betaling er modtaget.

Race træf er planlagt i juni et sted i Midtjylland.

Her vil der være aktiviteter for både de 2- og 4-benede, fællesspisning og mange skønne timer med vores fantastiske hunde.

Der kommer meget mere info om træffet, når vi kommer lidt tættere på.

Følg også gerne med på vores facebookside og på hjemmesiden.

Sidder du nu og tænker at der er en aktivitet, du kunne ønske dig at afholde, så er det bare om at tage kontakt.

Det kan også være du bare ønsker at blive klogere på et eller andet omkring racen, uanset hvad det er, så tag kontakt, så ser vi om ikke vi kan hjælpe.

Udover de par arrangementer, så er det jo så fedt at se alle dem der deler historier af deres hundeoplevelser i hverdagen. Om det så er fra konkurrencer eller udstilling eller fra den skønneste tur i skoven eller udsigten til en fluffy bagdel på sofaen, ja, så er der kun et at sige… fortsæt med det. Del hvor fantastisk vores race er, selvom jeg ved en Chodsky også kan bidrage til lidt flere grå hår, så opvejer deres fantastiske sind ofte og de vinder på deres charme.

I de nordiske lande er repræsentanter for racen gået sammen og der er via et fælles samarbejde ved at blive skabt en database for alle Chodsky Pes. Lidt som den der allerede findes i Tjekkiet, men bare meget større.

Dette skulle gerne hjælpe med til at finde oplysninger om forskellige hunde og derved gøre det til et arbejdsredskab for opdrættere og andre som er interesserede i at kende linier og sundhed i racen. Vi håber på at kunne udgive databasen i 2024, men det er et kæmpe arbejde og der sidder nogle mennesker i Finland, som har brugt og stadig bruger rigtig mange timer på at få det op at køre.

Under disse møder mellem de nordiske lande, snakkes der fx også om både den fysiske og den mentale sundhed i racen. Hvordan kan vi alle hjælpe med til at bevare en race, så den bliver indenfor standarden? Kan vi gøre noget for at øge sundheden i racen? Hvordan bliver vi klogere på racen og udnytter den erfaring og viden der er i de forskellige lande også Tjekkiet, som er hjemlandet.

Håber vi ses til nogle af aktiviteterne i 2024.

Skrevet af Tina Bundgaard, formand Dansk Chodsky Pes Klub.