Dansk Chodsky Pes klub Nyhedsbrev for august 2021

Skrevet den

Sommer, sol og regn

Sommer og efterår med flere Chodsky aktiviteter

af Tina Bundgaard

Sommerferien er for manges vedkommende ved at være ved ende og der begynder så småt at komme gang i diverse fritidsaktiviteter igen. Det er noget vi er flere der har set frem til, både indenfor træning, konkurrencer og udstillinger. Det gælder jo både det sociale for os og hundene, men for mange hunde giver træningen også en vis miljøtræning i hverdagen.

I DCPK afholdt vi d. 18. April officiel rallyprøve, med et flot fremmøde. Disse prøver bliver lagt op på hundeweb.dk og så er det ellers først til mølle. Det er åbent for alle racer og vi har nu set, at der kommer lidt flere Chodsky Pes med til prøver. Det er vi rigtig glade for, det er meget hyggeligere, at se nogle Chodsky Pes, når det nu er os der afholder prøverne. Så bliv endelig ved med, at melde jer til disse prøver.

Dansk Chodsky Pes træf 2021

Vores årlige race træf blev afholdt d. 12.-13. Juni ved DcH Nivå om lørdagen og hjemme ved Ole og Marianne om søndagen.

Lørdag formiddag stod på træning for sjov med Helle Fritzböger, instruktør fra Hund og Træning. Her skulle hundene lære at samle legetøj sammen og putte det i en kurv. Det var sjovt for både hund og hundefører. Nogle hunde fangede det lige med det samme, men andre satte deres hundeførere lidt på prøve omkring kreativiteten i indlæringen.

Efter en hyggelig fælles frokost, hvor der var rigeligt med forskellige lækre sandwich til alle, var det tid til at afprøve lidt agility. Her var det Stine, som er træner ved DcH, der havde fundet spring, balancebom og tunnel frem. Der blev taget hensyn til alle hunde, både unge og ældre, forsigtige og overmodige. Alle var i trygge hænder.

Lørdagen blev sluttet af med fælles aftensmad, hvor Ole stod ved grillen og sørgede for lækre bøffer til alle. Der blev spist godt, hygget og snakket hund på kryds og tværs inden turen for nogle gik hjem og for andre gik til campingpladsen.

Søndag var der lavet en flot miljø træningsbane hjemme ved Ole og Marianne, dette fik hundene stor glæde af. Samtidig var der stationer med nosework, spor og feltsøg.

Hundene havde også mulighed for at få en gang massage, ved Nils fra M-Touch – muskelafspændende behandling af dyr. Dette var der flere hundeejere, som benyttede sig af og hundene fik en rigtig god behandling.

Vi siger tak for et skønt træf, rigtig dejligt at så mange har bakket op om det og gerne vil være med. 2022 håber vi på at kunne få et træf op og stå i Jylland, muligvis Vestjylland, nærmere info kommer når vi kommer ind i 2022.

Billeder fra træf 2021 kan ses i album på vores facebook side træf 2021

EFTERÅRETSAKTIVITETER

Rallyprøver

D. 2. Oktober er Dansk Chodsky Pes klub arrangør af en officiel rallyprøve. Denne gang har vi udover de sædvanlige 6 klasser desuden lavet en uofficiel prøve i Nordisk Rally hvor hele indtægten går til at støtte det Danske Nordisk Rally Landshold økonomisk. Denne prøve er som de øvrige også lavet i samarbejde med DKK

Disse prøver afholder vi i Hangar 17, 8410 Rønde.

Til disse prøver søger vi sponsorpræmier, så sidder der nogen derude, som tænker at de lige har en sponsor, så tag gerne kontakt på kontakt@dcpk.dk.

Præmier har almindeligvis en værdi på 150-200 kr pr stk. Som tak for præmien, lægger vi gerne firmaets logo med links op på vores hjemmeside i DCPK.

Dette kan i se mere om på hjemmesiden, under arrangementer:

https://dcpk.dk/arrangementer/liste/

Kursus

D. 3. Oktober kursus med Michael og Nikoline fra God familiehund.

Vi kommer ind på hvordan alt adfærd er styret af behov, og hvordan behov kan anvendes til at skabe et fantastisk samarbejde mellem hund og fører. Vi skal kigge på de begreber der påvirker vores mentalitet og kropssprog, og som enten kan resultere i en ekstremt tæt relation eller en enorm kløft imellem hund og menneske.

Vi vil gå i dybden med følelsesmæssig forstærkning, som vil give hunden en langt mere tilfredsstillende oplevelse af sit arbejde. i kombination med de centralpsykologiske funktioner, såsom vilje og mod, får vi en ekstremt potent forstærkning – langt stærkere end de typiske forstærkere såsom legetøj eller mad.

Dette kan i læse mere om på hjemmesiden under arrangementer, hvor bl.a. pris og tilmelding står:

https://dcpk.dk/arrangementer/liste/

Læs mere på www.dcpk.dk